Der kan godt være langt til Vesterbro

En nat, eller faktisk en morgen, blev prinsessen og manden vækket ved at mandens telefon ringede. Prinsessen var ellers lige midt i en drøm om noget med en bar, nogen der skulle bestille noget og en telefon der ringede. I den anden ende af røret var mandens ældste barn. Hun ville gerne komme og sove hos dem, for der var simpelthen for langt hjem til Vesterbro.

Prinsessen og manden sagde selvfølgelig ja, men synes nu alligevel det var lidt underligt - i og med at der ikke var mere end 1,5 km fra deres hjem til hendes.

Det viste sig imidlertid at den stakkels pige var meget, meget træt. For da manden havde lukket hende ind, gik han tilbage i seng og efterlod hende til sig selv. I prinsessen og mandens lejlighed havde de en stue til højre for entreen, køkken til venstre - og efter stuen lå kontor/gæsteværelset hvor alle antog at barnet ville sove.

Men næste morgen, da manden stod op, fandt han barnet siddende oprejst i sofaen i dyb søvn. Hun var aldrig nået ind i sengen. Og så kunne man jo pludselig godt se, at de sidste 1,5 km hjem havde været rigtig, rigtig lange!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar