Eksamensvagt

Uden en dum opgave til at optage al sin tid, var prinsessen nødsaget til at finde på noget andet.
Derfor brugte hun en dag dagen på at være eksamensvagt. Det var en hårdt arbejde skulle holde godt øje med nogle frække teenagere der jo som bekendt kan finde på hvad som helst.


Okay, okay - virkelighed var måske nok mere noget i den her stil:


På eksamensvagtposten havde prinsessen haft selskab af en ganske charmerende bloggerinde med en eminent musiksmag og en stor kærlighed til litteratur (og en rigtig fin sweater) - nemlig hende her:


Færdig

Prinsessen var muligvis nok den trætteste prinsesse af dem alle. Men måske også den gladeste.
Oven på en meget, meget lang uge med gennemsnitligt 4 timers søvn i døgnet og arbejde resten af tiden, var prinsessen nu endelig, endelig, endelig færdig med sin allersidste opgave. 66 siders guldkorn (forhåbentlig) var klar til at blive printet og pakket hos en eller anden pro og afleveret til studieadministrationen.


Jo, prinsessen var helt bestemt også den gladeste!

Countdown

Bedst som prinsessen lige gik og troede, at opgaveskrivningen aldrig ville få en ende, var der pludselig under en uge tilbage til den store afleveringsdag!

Prinsessen gik derfor i gang med at forberede sig mentalt på en uge under pres, med alt for lidt søvn, alt for meget cola (når man nu ikke kan tåle kaffe, må koffeinen tilsættes af andre veje), firkantede øjne, stive fingre, ømme albuer samt en understimuleret Kat og en opmærksomhedstrængende mand (eller omvendt?!).
Prinsessen så faktisk lidt frem til det. Eller, i hvert fald til næste torsdag efter middag...




Selvforkælelse

Prinsessen var ved at være temmelig træt af den dersens opgave der hele tiden hang som en stor, tung sky over hendes skuldre. Prinsessen var også ved at være ret træt af alt for langt og tørt hår. Prinsessen var faktisk ret træt.
Så en dag lavede prinsessen den bedste overspringshandling man kan tænke sig. Hun tog til frisøren. Vintertrist og grå, med pjusket, slidt hår og en kampgejst lig nul.


Men en vidunderlig hårvask i massagestol, hovedbundsmassage, hårmaske, hyggesnak, gode råd og vejledning og et styk virkelig lækker hårpragt senere var prinsessen som født på ny. Sprængfuld af ny energi og gå-på-mod, og afslappet og oven på.
Prinsessen måtte godt nok mishandle sit dankort, men den pebrede pris var i den grad hele oplevelsen værd. Og med prinsessens manke kunne intet mindre gøre det (ikke uden at det endte i hår-depressioner i hvert fald)!


Prinsessen ville rigtig gerne anbefale sin magiker af en frisør, så prinsessen fik en bunke magiske postkort. Mod fremvisning af sådan et kunne førstegangsbesøgende få en tur til ½ pris. Prinsessen tænkte, at DU måske ville have ét?

Honningkagepyntning

Prinsessen havde travlt. Men når det var jul, var der visse traditioner man nødvendigvis måtte holde i hævd. Således gik det til, at prinsessen måtte holde fri fra sin ellers altoverskyggende opgave og tage til julehygge, honningkagepyntning og konfektproduktion i familiens skød.

Fødder

Prinsessen vidste godt at hendes fødder var store. Prinsessen havde aldrig forsøgt at narre nogen, ved at tage for små sko på eller andet stedsøster-agtigt. Så prinsessen kunne ærlig talt ikke se rimeligheden i, at stole, borde og andre hårde, smalle kanter altid havde følt sig berettiget til - fuldstændig uprovokeret - at gå til angreb på prinsessens forsvarsløse fødder.


1. december

Prinsessen kunne ikke udstå jul i oktober, og hun synes ærlig talt også det var lidt pjattet med jul i november. Men jul i december var noget af det prinsessen holdt aller mest af. Kitschet julepynt, alt for meget af det, gran over det hele, grimme lys, musik fuld af minder, nissehuer og masser af kager og andet guf.



Så da dagen for decembers begyndelse endelig oprandt, var prinsessen og mandens lejlighed forvandlet til en overdådig juleudstilling - og prinsessen væltede oven i købet ud af sengen før det var blevet lyst for at spise morgenmad med manden og overvære at han pakkede dagens pakkekalender-gave op. For sådan en havde prinsessen bikset sammen til ham (nu hvor hun jo alligevel ikke havde andet at lave - altså bort set fra den der dødvigtige hovedopgave...).