Bye bye, oktober

Selv prinsesser kunne godt komme lidt ud af trit med det hele, når efteråret pludselig gik til angreb med grå, kulde og blæst og gjorde tilværelsen lidt mere trist udenpå.
Så derfor glædede prinsessen sig også umanerligt meget til at det snart - endelig - blev november.

For i november blev det lysere, dagene blev længere, temperaturerne steg, naturen begyndte at få farve, blæsevejret aftog og blev en sjældenhed, regnen gik i hi og man kunne begynde at bruge andre sko end vatterede, vandtætte moonboots udendørs.

Eller...


Kattelege

Prinsessen måtte indrømme at hun ikke ofte nok tog sig tid til at lege med katten. Katten var ellers glad for at lege. Men ikke særlig nem at lege med. Så katten var også lidt selv skyld i det.

Som regel gik det nemlig altid sådan når prinsessen legede "mus-i-snor" med katten, at katten var meget interesseret i musen, de første 2 minutter. Katten lå på lur, sprang efter musen og fangede musen. Et par gange. For ved 3. eller 4. museangreb fik katten gerne øje på sin madskål midt i springet - og kastede sig så over den i stedet, og lod mus være mus.



Selv om prinsessen syntes at katten var særdeles nuttet, kunne prinsessen som oftest finde på sjovere ting end at står med en musesnor i hånden og kigge på katten spise mad...