Overskudsko til de hjemløse

Engang boede prinsessens mand på en bondegård. Bondegården lå laangt ude på landet, og manden boede der sammen med sin bror. De dyrkede økologiske kæmpekøer, og en gang om året kom der en slagter og gjorde det af med årets kuld kalve. Kalvene blev solgt til venner, familie, bekendte og venners venner og alle var glade. Ind imellem var der nogle af køerne som blev gamle, og så blev de og behandlet af slagteren. 

Prinsessens mands bror boede stadig på bondegården med køerne. Men sidste år havde der været så meget rift om kalvekødet, at prinsessen og manden ikke havde fået noget. Til gengæld havde det i foråret fået en masse kokød, fordi en af mor-køerne var blevet for gammel til at få gode kalve og i øvrigt spiste alt for meget.
 I år havde prinsessen og manden fået en andel kalv. Problemet var bare, at de slet ikke var kommet i gennem al kokødet, så der var ikke plads nok i fryseren.


Men så havde prinsessen fået den idé, at donere overskudskokødet til den lokale hjemløsecafé. Prinsessen og manden fik deres fryserplads tilbage, og en masse udsatte, sultne og forfrosne mennesker kunne få et eksklusivt måltid øko-mad. Så en mørk og kold aften, var prinsessen på besøg hos Kirkens Korshærs café - lige midt i spisetid. Damen, som prinsessen havde mailet og aftalt med, troede godt nok først at prinsessen bare var en ny sulten gæst, men det tog prinsessen ikke så tungt, for der var fuldstændig proppet med sultne mennesker og prinsessen afleverede med glæde to store, gode stykker øko-ko til køkkenfolket og gik derfra med overordentlig god samvittighed!

Lorte-forældre #2


Prinsessen vidste godt at det var en noget tynd is at bevæge sig ud på. Man måtte ikke pege fingre af andres evner til at have børn - slet ikke uden bevis for at man selv var et hak bedre. Men prinsessen var ikke så dygtig til dyden "at holde kæft".

Prinsessen havde i snart mange uger brugt torsdag aften på at blive forarget over hvor mange af de deltagende forældre i programmet "Generation XL" der faktisk mere eller mindre modarbejdede deres børns vægttab, på grund af mangel på ansvar og autoritet. Forældrene bekendte på landsdækkende TV, at de ofte lod ungerne bestemme menuen, om de skulle cykle i skole, om de skulle se TV hele dagen eller spille fodbold osv. fordi de ganske enkelt ikke havde lyst til at tage konflikten. Fordi de altså ikke havde lyst til at opfylde deres rolle og ansvar som opdragende voksen! Lyst til???
Selv når ungerne selv prøvede at holde fast i reglerne fra ekspert-lægerne, var der flere af forældrene der faktisk lavede om på reglerne for at gøre deres egen hverdag og opgave nemmere!


Prinsessen syntes det var tragisk, at det åbenbart var blevet socialt acceptabelt at lade sin børn opdrage sig selv og bagefter stille sig undrende overfor at de måske ikke havde det så godt...

En dag hørte prinsessen så et nyhedsindslag om unge, socialt belastede kvinder der havde følt sig presset til aborter af deres kommunale kontakter. Prinsessens første tanke var selvfølgelig "skrækkeligt" og forkasteligt" og "de stakkels kvinder, sådan må man ikke behandle nogen". Men efter lidt overvejelser havde prinsessen faktisk lidt svært ved at se problemet i, at fraråde alle de 17-årige mobbeofre, misbrugsbørn, voldssdømte, kontantshjælpsmodtagere, psykisk ustabile piger i at skyde børn ud af underlivet i ét væk.
Prinsessen kunne faktisk ikke rigtig se det forkerte i, at gøre en indsats for at forhindre et utal af fremtidige plejebørn og tvangsfjernede - eller endnu værre misbrugte og misrøgtede børn i at blive sat i verden.
Prinsessen kunne virkelig ikke finde medlidenhed med en gravid 20-årig, hvis første barn var tvangsfjernet, der følte at "systemet" pressede hende til en abort.



For hvorfor helvede skulle det egentlig være en menneskeret at få en masse børn som man ikke var i stand til, havde lyst til eller tog sig tid til at tage sig ordentligt af???



Lorte-forældre

Årstiden var ikke rigtig til det, for det var nærmest altid mørkt når prinsessen var hjemme hos katten. Men når det hele alligevel flaskede sig, fik katten lov at komme ud i gården og få lidt frisk luft (og fange fugle..). Katten fik sin sele på, og lagde sig som regel i en busk (for at fange fugle). Om sommeren var prinsessen tit ude sammen med katten, men om vinteren måtte den klare sig alene, i mens prinsessen holdt øje inde fra varmen.

 Gården var beboet af masser af børn, og børnene syntes selvfølgelig at katten var meget spændende. Prinsessen havde tit snakket med børn - for rigtig mange af dem var så søde at spørge om man godt måtte kæle katten, inden i de bare kastede sig over den. Katten var desværre ret sky og bange for børn, så prinsessen prøvede at lære børnene at de skulle være forsigtige og sørge for ikke at omringe katten. Børnene var tit lidt for ivrige efter kattens smag, og de fik sjældent særlig meget ud af den - men de prøvede og var søde.

Ind imellem var der dog nogle børn som ikke var helt så velopdragne - eller store nok til at forstå.

 En dag, om vinteren, sad katten i sin busk. Prinsessen var inde i varmen. Ude i gården var to småunger i 2-års alderen og hver deres forælder. Pludselig fik prinsessen øje på, at den ene lille unge, en knægt, stod og flagrede med en skovl oppe i hovedet på katten. Katten var bange, presset op i en krog og kunne ikke komme væk fra drengen. Drengen var alt for lille til at forstå kattens signaler og ville sikkert bare lege med katten.

Men sammen med drengen stod hans far. Faren stod bare og kiggede på og smilede.
Prinsessen skyndte sig ud til katten, og måtte bede drengen flytte sig for at kunne komme ind til katten. Det huede ikke faren, der fornærmet sagde "Ja, han er jo kun 2 år". Prinsessen måtte så fortælle faren, at katten jo tydeligvis var utilpas og bange, og det jo netop derfor var hans opgaver at afholde drengen fra at gøre noget forkert. Hvortil faren svarede, at han selvfølgelig havde prøvet at flytte drengen, men han var jo bare gået tilbage til katten (...og så var der jo ikke mere at gøre ved det?!?). I øvrigt var det jo tydeligt, syntes faren, at katten ikke havde taget skadet eller lidt overlast (...så prinsessen skulle bare tage at slappe af og lade ungen skræmme livet af katten?!).


Prinsessen fik viklet katten ud, som straks spurtede hen mod døren. Prinsessen spurgte manden, om han selv syntes at det så ud til at katten syntes at det var sjovt? Og afsluttede med at sige, at hun selvfølgelig godt kunne se at det var mest rimeligt at hun og katten bare holdt sig væk fra gården, medmindre de ville finde sig i at 2-årige gjorde præcis hvad det passede dem, uanset konsekvenserne, for det er jo 2-åriges ret og det er naturligvis uhørt at forvente, at 2-åriges forældres tager en slags ansvar for deres børns opførsel...

Prinsessen anmodede om at blive skudt ved daggry, hvis hun nogensinde fralagde sig ansvaret for at opdrage sig eget barn!! Børn var kun børn og prinsessen syntes selvfølgelig ikke at de kunne bebrejdes at lave ballade og prøve grænser af, men prinsessen havde absolut intet til overs for forældre der ikke gjorde en indsats for at gøre børnene til søde, hensynsfulde voksne med god moralsk forståelse og respekt for andre - mennesker såvel som dyr. Så måtte man sgu lade være med at formere sig, hvis man ikke kunne overkomme dét.

Sangfugle og babyer

Søde Herr og Fru Fausing ville så gerne have en baby. Men desværre ville moder-karma ikke rigtig som de ville, så de var nødt til at få hjælp fra de kloge fertilitetslæger. Karma var dog ikke så nem at omgås (kælling!), så selv med lægehjælp lod baby-Fausing vente på sig.
Herr og Fru Fausing var nu ikke typerne der sådan gav op - slet ikke når det handlede om familieforøgelse. Men økonomien sætter jo grænser for de fleste, og en dag så det desværre lidt trist ud for Herr og Fru Fausings fertilitetsopsparing. 

Heldigvis havde Herr og Fru Fausing en masse venner, som søde mennesker jo gerne har, og alle vennerne ville rigtig gerne hjælpe. Herr og Fru Fausing inviterede derfor alle disse venner til en stor fertilitetsfundraising fest. For en beskeden entre-pris fik alle vennerne serveret lækker mad i festlige omgivelser og fabelagtigt selskab. Fra baren kunne de købe alskens drikkevarer for småpenge der naturligvis gik til Herr og Fru Fausings fertilitetsfond. Nogle af deres venner havde doneret fine hjemmegjorte smykker, malerier og andet pænt man også kunne købe. 

Under hele festen blev der spillet musik for gæsterne. Men for at få lidt penge i kassen, var musikerne som en levende jukebox, hvor man kunne købe en stemme på et nummer. Hver time blev stemmerne talt op, og de 10 numre med flest stemmer blev spillet.

Prinsessen havde været med til at sælge musik. Med manden på akkompagnerende guitar havde prinsessen et par håndfulde numre på bud. Prinsessen var ikke ligefrem hjemmevandt på en scene. Faktisk var det første gang nogensinde, at prinsessen skulle synge for nogen andre end manden (ok, det var lidt løgn, for i 3. klasse var prinsessen med i musical og havde en solosang, men det talte ikke rigtig). 
Og til prinsessen store gru, var et af hendes numre allerede med i 1. time. Prinsessen var nær død af skræk da hun fik mikrofonen i hånden. Hun rystede som et espeløv under hele optrædenen. Men det gik forrygende - og lige så gjorde resten af prinsessen solgte numre. Til sidst syntes prinsessen faktisk næsten af det var sjovt at stå på scenen.
Prinsessen havde absolut ingen forhåbninger om en karriere i branchen, men det havde været uendeligt sjovt (og angstprovokerende...) at prøve.


Og prinsessen var desuden glad for at at vide, at hun havde hjulpet en lille, bitte smule til, at Herr og Fru Fausing havde fået fyldt sparegrisen tilstrækkeligt op til at kunne færdiggøre den behandlingsrunde de var i gang med. Prinsessen håbede der snart kom en lille baby Fausing som hun kunne synge for i stedet...

Prinsessen kunne på det varmeste anbefale alle nysgerrige at besøge Fru Fausings krea-blog med pæne nips, dims, hjemmegjort, retro og fertilitetsnak. 

Klementiner

Der var et lyspunkt i vintersæsonen. Citrusfrugterne. Især klementinerne. Prinsessen elskede klementiner - små og fine, med en perfekt afstemt sødme og syrlighed. Frisk, men stadig næsten som slik. Fuld af held med 10 både eller skrællet i ét stykke.
(Her omtaltes ikke klementiner med sten. Klementiner med sten var djævlens opfindelse, lige som de der klementiner med helt underligt hårdt frugtkød. De burde ikke være tilladt nogle af delene, og prinsessen regnede dem ikke for rigtige klementiner!)

Problemet med klementiner var, at prinsessen ganske enkelt ikke kunne udstå alt det hvide fniller der sad på en nyskrællet klementin. Prinsessen havde godt hørt om, at det hvide i citrusfrugter skulle være ekstra sundt. Men prinsessen ville sk*de på sundt. Prinsessen hadede følelsen af lodne klementiner, og siden hun var et hysterisk lille barn havde prinsessen altid taget sig tid til at pille det hvide fniller af ALLE klementinbådene.

Med alderen havde prinsessen lært at acceptere lidt af det hvide fniller, hvis det sad rigtig godt fast på klementinbåden, og ikke udgjorde noget flagre-risiko. Men tykke lag af hvidt fniller og løs, strittende fniller skulle ikke i nærheden af prinsessens mund.

Og således kunne klementin-spisning snildt udvikle sig til et helt dagsprojekt for prinsessen. Den udenforstående var måske ikke klar over, men det tog ret lang tid at affnilre klementiner.
Ydermere blev prinsessen gerne sovset ind i klementinerne, fordi det krævede så meget nærkontakt at få alt det hvide stads af. Og da prinsessen ikke brød sig synderligt om lugten af citrusfrugten andre steder end på selve frugten (prinsessen hadede når andre spiste citrusfrugter på upassende steder som skoler, kontorer, toge og lignende) krævede en enkelt klementin rigelige mængder sæbe og vand til dessert.

Men prinsessen elskede klementiner. Også selv om det betød at der så blev mindre tid til Facebook, shopping, fjernsyn og neglelak, og et overforbrug af håndcreme efter alt det sæbeskrubberi!

Malmö

Prinsessen syntes det var svært at give manden gaver. Manden havde jo alt: søde børn, en lækker, ung kone,  hipsterhybel i storbyen, en virkelig hurtig motorcykel og mindst 4 par jeans. Så prinsessen havde pakket en tegning ind til manden - en tegning af at de skulle på weekendtur til nabobyen Malmö.
Prinsessen havde hørt så mange fine ting om Malmö. Tæt på, skøn storby, masser af charme, spændende butikker, mange kulturer, god mad, lav svensk krone, flot arkitektur osv.



En dag pakkede prinsessen og manden så tasken, afleverede Katten til babysittning på Amager og vandrede til toget på Nørreport. Første udfordring viste sig at være at finde et sted at købe billetter, da alle skiltene pegede i forkerte retninger, og den eneste automat prinsessen kunne finde var i stykker. Da det lykkedes at finde en betjent kasse, takkede prinsessen pænt nej til en retur-billet, for den kunne man jo lige så godt købe i Sverige.

Prinsessen og manden sprang på toget, der til DSBs(??) ros kørte med 10 minutters mellemrum, til tiden og lynende stærkt. 45 min senere checkede prinsessen og manden ind på deres hotel i centrum af Malmö - fulde af forventning og glæde.

Da bagagen var på plads var klokken blevet spisetid og prinsessen og manden begav sig ud på jagt efter en restaurant. Udvalget i nærområdet var overraskende begrænset, og priserne var i den grad også overraskende. Almindelige discountrestauranter opererede med hovedretpriser i størrelsesordenen 200-300 kr. Sådan cirka det dobbelte af hvad prinsessen og manden kunne have fået samme type mad for hjemme i København.
Maden var udemærket, men ingen kulinarisk sensation. Til gengæld var det en sjov fornøjelse, at restauranten som prinsessen og manden valgte, havde sat gasvarmere op mellem alle bordende, så man kunne sidde udendørs og spise.

Lørdag morgen rullede prinsessen og manden ned til hotellets morgenbuffet. Spiseligt, men bestemt ikke værd at vælge dét hotel for. Stort udvalg, men relativt kold varm mad.
Efter morgenmaden skulle byen udforskes. Efter en ret tam tur ned af det første stykke af Malmös gågade indså prinsessen og manden at butikkerne i Malmö først åbner kl. 11 - og der var derfor ret dødt inden da. For at fordrive tiden gik prinsessen og manden så en tur i Kungsparken. Helt fjollet indrettet park, men masser af ænder og grønt og vand.
På vej tilbage mod centrum stødte de på Malmös perle. En lille autentisk vegansk cafe, med retromøblering både ude og inde, både frukost og frokost buffet til ikke særlig mange penge, kaffe, øko-saft og kager. Prinsessen og manden tog et pitstop i deres møblerede baggård, og det var lige før at den hyggelige Kafé Agnez var hele Malmö-turen værd.

Tilbage i centrum var der blevet lidt mere livligt, men efter en grundig spadseretur både frem og tilbage, måtte prinsessen konstatere at Malmö byder på:
   - Et langt mindre udvalg af de klassiske high street butikker end Kbh
   - En meget koncentreret gågade, med industri/bolig/ingenting i alle sidegader
   - Hovedsageligt uinteressante og anonyme bygninger (bort fra Lilla Torg)
   - Absolut ingen iøjenfaldende specialbutikker eller noget særlig svensk
   - Utroligt lidt at kigge på!

Prinsessen og manden vandrede en tur ud til Folkets park. Og det var da meget sjovt med forlystelsespark og lidt halloween pynt. Men turen derhen var komplet uden indhold og dermed ret lang.
Prinsessen og manden tømte et (det eneste de fandt) lokalt supermarked for bland-selv slik - som er virkelig billigt - og sjove nødder.
Prinsessen og manden spiste lidt virkelig god, men dyr, tapas til frokost.
Klokken 17 lukkede alt i Malmö, og der vidste prinsessen og manden faktisk ikke rigtig hvad de skulle få tiden til at gå med. De prøvede at gå i biografen, men der var kun 3 biografer i Malmö, og alle havde total udsolgt, eller kun spredte pladser til aftenens forestilling ( i éntal!).
Prinsessen og manden endte med at drikke en cocktail og spiste tidlig aftensmad - dyr, italiensk og almindeligt - for så at smide sig foran fjernsynet på hotelværelset, der tilbød DR1 og dermed både Matador og James Bond.

Om søndagen vadede prinsessen og manden en lang og uendelig kedelig tur ud til det famøse Turning Torso. En meget sjov bygning, der ligger midt i et dødssygt beboelseskvarter, der er adskilt fra Malmös centrum af store industriområder.
Klokken 12 stod prinsessen og manden klar på togstationen - men Malmö nåede at levere endnu en træls overraskelse inden de fik lov at komme hjem til København. Togbilletterne kostede - efter vekselkurs - 30 kr. mere end de havde gjort hvis prinsessen havde købt dem i København.

Prinsessen ville på det varmeste anbefale alle at blive i København, der var både billigere, dejligere, smukkere, langt mere alsidig, spændende og tættere på!