"Vi cykler til arbejde"

Prinsessen havde jo et job. Og en cykel. Og brugte kombinationen af de to ganske flittigt. Faktisk så godt som dagligt. Så da der rullede en mail ind, om at man på prinsessens arbejde, i prinsessens afdeling kunne melde sig under fanerne til årets VCTA gjorde prinsessen sig ikke mange overvejelser før hun trykkede ja. Det kunne jo være hyggeligt at bonde lidt med nogle kollegaer over den daglige cykeltur.

Overraskelsen var ganske stor da prinsessen en uges tid efter modtog en mail med overskriften "Kære holdkaptajn...". Prinsessen mindedes ikke at have bedt om at få ansvaret for 15 af sine kollegers indsats i VCTA. Men afdelingens sekretær, som havde fordelt og oprettet holdene, havde åbenbart fået den skægge idé at hvert hold skulle ledes af en kvinde - og at det var verdens bedste mulighed for prinsessen at lære en masse af sine - relativt - nye kolleger at kende.
Prinsessen syntes måske det var lidt unødvendigt for læringsprocessen at hun ligefrem skulle sidde på magten - men prinsessen var ikke typen der trak næsen til sig og krøb tilbage i musehullet.

Dvs. ikke uden på i hvert fald. For inden i var prinsessen ved at dø af angst over hvad der forventedes af en holdkaptajn, hvad hun skulle gøre og hvad hun ikke skulle. Prinsessen havde ikke den fjerneste idé om hvad det hersens VCTA egentlig gik ud på og prinsessen vidste slet ikke hvordan hun skulle håndteres sin nye holdkaptajn-rolle.

Men nu var skaden sket. Prinsessen var holdkaptajn og VCTA ville blive skudt i luften 1.maj - med en festlig gang fælles morgemad i DR, hvor prinsessen sandelig ikke håbede at nogen forventede at hun foretog sig noget...


Au revoir, Paris

Jo, prinsessen havde haft en skøn, skøn tur til byernes by, snobberiets hovedstad: Paris. Prinsessen havde nydt at leve som en prinsesse (...), at hygge med pigerne og manden, at spankulere rundt i en storby i forårssolskin, at blive bjergtaget af store, pompøse og møggamle bygninger, at blive forarget over franskmændende, deres elendige opførsel og deres elendige engelsk, at shoppe amok og at være turist med stort T.

Prinsessen ville savne at spille kort ved enhver pause på dagen, at spise picnic i en fisefornem kæmpehave - hvor græsset vel at mærke ikke måtte betrædes og at lege med udtalen af alle de svære franske ord under de bumlende, hektiske metroture.

Prinsessen ville sent glemme at spise ostefondue, at fylde sig med desserter og at fylde forrygende humør i sig i form af farverige cocktails:





Men prinsessen var ikke forelsket i Paris. Prinsessen var forelsket i København, og ville nok aldrig komme til at forstå hypen om Paris. I prinsessens øjne var Paris en ganske fin storby - men ikke nogen særlig storby, blot en storby som storbyer er flest. Helt foruden den charme, kreativitet og leben som København besad.


P.S. Ja, prinsessens manglende kufferter dukkede op efter 1½ døgns adskillelse, så det yngste bonusbarn igen kunne få sine egne, gode sko på og med oprejst pande møde modens højborg.

Karrusel a la Paris

Inden i prinsessens voksenforklædning boede der et lille legesygt barn. Så når en mulighed for at lege bød sig til, var prinsessen ikke sen til at tage imod chancen.
En dag i Paris, kom prinsessen, pigerne og manden forbi en vaskeægte parisiansk karrusel med fine heste og sjove vogne lige midt på en solbeskinnet plads.

Prinsessen sprang straks ombord og valgte den fineste hest. Prinsessen begejstring smittede af på manden og det ældste bonusbarn, som også fandt hver deres hest. Kort efter at de havde sat sig til rette satte karrusellen oven i købet i gang - til prinsessen store overraskelse (underligt nok). Ud af højtalerne strømmede Piaf's legendariske "Non je ne regrette rien", og prinsessede var helt høj på stemningen. Meget kunne man sige om Paris i forhold til København - men lige i dét øjeblik var prinsessen overbevist om at Paris havde noget særligt over sig...


Pont des arts

Prinsessen var bestemt ikke udpræget romantiker. Men prinsessen var jo ret glad for sin mand. Så på anbefaling af CityChick havde prinsessen skrevet kærlighedsbroen Pont des Arts på to-do listen for Paris-turen.

Pont des arts var en bro over Seinen, tæt ved Pont Neuf og Jardin des Tuileries, hvor kærestepar forseglede deres kærlighed ved at hænge en lås på broens hegn og smide nøglen i floden.
Manden havde, på prinsessens opfordring, forberedt en hængelås hjemmefra, så den var prydet med prinsessen og mandens initialer.

Så en dag tog prinsessen, pigerne og manden i bragende solskin på udflugt til Pont des arts. Broen var en ganske yndigt syn, med alle hængelåsene der skinnede i solen og horder af mennesker der hang ud på broens bænke. Der var godt nok også en del politi - for det er ikke helt efter bystyrets hoveder, at folk dækker broen til med deres hængelåse. Men det lykkedes manden og prinsessen at få sat deres hængelås på broen og smidt nøglerne i Seinen uden at blive anholdt. Og uden at ramme nogle at turistbådene...

Prinsessen kunne i øvrigt berette at det ikke er tilladt at nyde alkohol på broen.

Turist-maniacs

En dag da det var søndag i Paris, og prinsessen og manden og bonuspigerne alligevel skulle have noget ud af dagen ( - når nu shopping ikke var en mulighed...), gik de op til yndige Sacre Coeur på toppen af Montmartre-kvarteret. Solen skinnede, og selv om det stormede lige vel meget var alting fint og forårsagtigt og meget pænt.

Prinsessen og Co. ville gerne op i kirken og få en endnu bedre udsigt over Paris. Fejlagtigt troede prinsessen at man skulle ind i kirken for at komme op - hvilket resulterede i en runde i kæmpekirken under komplet tavshed, fordi der netop var en påske højmesse i gang. Vel ude opdagede prinsessen det rigtige skilt med en pil rundt om kirken, og straks begav prinsessen, pigerne og manden sig opad.
Over 300 trin op af en ganske stejl vindeltrappe. En fantastisk udsigt over hele Paris. Over 300 trin ned af samme slags ganske stejle vindeltrappe.



En særdeles langvarig søgning efter famøse Moulin Rouge og adskillige kilometers vaden rundt, et antiklimaktisk møde med Moulin Rouge og en lækker frokost i læ og bragende solskin senere besluttede en eller anden vanvittig tosse at Eiffeltårnet var et godt sted at fortsætte hen til, når nu shopping stadig ikke var en mulighed.


Prinsessen syntes Eiffeltårnet var meget overvældende, spændende og smukt. Og prinsessen, pigerne og manden skulle selvfølgelig op i Eiffeltårnet - selv om det lige var dén dag hvor køen til elevatorerne var uendelig lang og de derfor var nødt til at tage trappen. Manden prøvede at tælle, men det stod ikke helt klart hvor mange trin der rent faktisk var op til andet plateau - et sted mellem 700 og 900.
Fra andet plateau tog prinsessen og Co. en anden elevator hele vejen op til toppen - i godt 300 meters højde. Nød den fine udsigt, tog elevatoren ned til andet plateau og gik de samme trin ned.

Prinsessen var glad for alle de udsigter, og prinsessen var glad for at kunne sige at hun havde været oppe i de klassiske turistattraktioner. Prinsessen var til gengæld ikke i specielt god form. Og prinsessens lægmuskler var ikke vandt til at arbejde så voldsomt meget. Prinsessen muskler var ret trætte efter de mange, mange trin - og næste dag, og dagen efter og dagen efter igen samt dagen efter den dag var prinsessens ben meget, meget ømme. Prinsessen var en lille smule træt af trapper...

Paris - en turbulent romance

Engang i efteråret havde prinsessen jo vundet et gavekort til rejser. Prinsessen havde valgt en forårstur til byernes by, Paris sammen med sine yndlingsbonusdøtre og -mand.

Prinsessen havde været i Paris én gang før - for mange år siden. En lidt træls tur, som startede med at prinsessen var uhørt træt efter en lejrskole lige op til, og sluttede med at prinsessen og hendes forældre brugte timer på at finde restauranter som ville acceptere betaling med Diner's kort, fordi prinsessens far var blevet bestjålet alle kontanter og andre kort i metroen.

Prinsessen havde derfor højre forventninger om en revance i forholdet til Paris.

Prinsessen, pigerne og manden lagde hårdt ud lørdag morgen og mødte i lufthavnen kl.05:35. Prinsessens fly skulle lette 06:55, og prinsessen skulle jo bare lige tjekke ind ved en maskine, aflevere bagagen og så nyde lidt lækker juice og måske snuse til en parfume i lufthavnen. Ret hurtigt stod det imidlertid klart for prinsessen pigerne og manden at det ikke ville forløbe sådan. Selvbetjeningsmaskine ville overhovedet ikke betjene prinsessen, og køen til check-in skranken var uendelig. Kl. 06:30 småløb prinsessen og Co. hen til security-tjek, masede sig ind foran endnu en kæmpelang kø - med svært dårlig samvittighed, men efter ordrer fra Air France damen. Herefter småløb prinsessen videre ud til gaten for så at stå i boarding-kø i 10 min.
Imponerende nok lettede flyet faktisk til tiden. Men prinsessen, pigerne og manden var noget rundtossede og ekstremt sultne.

Vel fremme i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris, drønede prinsessen og Co. hen til bagageudleveringen. De var sultne, og ville gerne hurtigt ind til byen og alle de charmerende caféer. Der stod kun få andre ved bagagebåndet - øjensynlig skulle det meste af flyet videre til andre destinationer.
En håndfuld kufferter senere, heriblandt prinsessen og ældste-bonusbarnets, stod det klart, at manden og den yngstes kufferter åbenbart også var på vej videre ud i verden.
Efter en laaang snak med endnu en Air France dame, denne gang en der kun lige knap begik sig på engelsk, måtte prinsessen og Co. så forlade lufthavnen med kun 2 ud af 4 kufferter. Lidt slukørede, men med håb om at de resterende 2 nok skulle dukke op meget snart.

Næste stop var billet-shopping. Prinsessen og manden havde hjemmefra planlagt at købe transportkort til 5 dage i en masse zoner. Efter i hvert fald en times tumult, en del køer uden resultat og tre afviste kreditkort, opgav de dette og købte blot 4 engangsbilletter ind til Paris centrum på yngstebarnets kreditkort. Det forekom komplet umuligt at købe de der kort i lufthavnen.

Meget sultne kunne prinsessen, pigerne og manden endelig sætte sig på toget til Paris midte. Prinsessen var ikke synderligt imponeret over førstehåndsindtrykket af turen - men som prinsessens yngste bonusbarn klog og optimistisk sagde, så var det måske meningen at de skulle udsættes for alle de træls småting, så de ville komme til at nyde resten af ferien ekstra meget fordi der så skulle meget mindre til at gøre dem glade.

"Se lyst på livet" - som en vis madamoiselle-indbegrebet-af-Paris engang sang...

Utroleum

Prinsessen havde sin daglige gang i kælderen under DR Byen. Og hver gang hun kom forbi et særligt hjørne kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet - og undre sig lidt. Der stod nemlig en klassisk fesen-hvid plastikdunk med en meget iøjenfaldende påskrift...