Klementiner

Der var et lyspunkt i vintersæsonen. Citrusfrugterne. Især klementinerne. Prinsessen elskede klementiner - små og fine, med en perfekt afstemt sødme og syrlighed. Frisk, men stadig næsten som slik. Fuld af held med 10 både eller skrællet i ét stykke.
(Her omtaltes ikke klementiner med sten. Klementiner med sten var djævlens opfindelse, lige som de der klementiner med helt underligt hårdt frugtkød. De burde ikke være tilladt nogle af delene, og prinsessen regnede dem ikke for rigtige klementiner!)

Problemet med klementiner var, at prinsessen ganske enkelt ikke kunne udstå alt det hvide fniller der sad på en nyskrællet klementin. Prinsessen havde godt hørt om, at det hvide i citrusfrugter skulle være ekstra sundt. Men prinsessen ville sk*de på sundt. Prinsessen hadede følelsen af lodne klementiner, og siden hun var et hysterisk lille barn havde prinsessen altid taget sig tid til at pille det hvide fniller af ALLE klementinbådene.

Med alderen havde prinsessen lært at acceptere lidt af det hvide fniller, hvis det sad rigtig godt fast på klementinbåden, og ikke udgjorde noget flagre-risiko. Men tykke lag af hvidt fniller og løs, strittende fniller skulle ikke i nærheden af prinsessens mund.

Og således kunne klementin-spisning snildt udvikle sig til et helt dagsprojekt for prinsessen. Den udenforstående var måske ikke klar over, men det tog ret lang tid at affnilre klementiner.
Ydermere blev prinsessen gerne sovset ind i klementinerne, fordi det krævede så meget nærkontakt at få alt det hvide stads af. Og da prinsessen ikke brød sig synderligt om lugten af citrusfrugten andre steder end på selve frugten (prinsessen hadede når andre spiste citrusfrugter på upassende steder som skoler, kontorer, toge og lignende) krævede en enkelt klementin rigelige mængder sæbe og vand til dessert.

Men prinsessen elskede klementiner. Også selv om det betød at der så blev mindre tid til Facebook, shopping, fjernsyn og neglelak, og et overforbrug af håndcreme efter alt det sæbeskrubberi!

3 kommentarer:

  1. Ha ha! Min bedre halvdel er også massiv modstander af alt det der fniller. Så når vi deler en citrusfrugt, er jeg altid ved at gå til af utålmodighed, før han er færdig med behandlingen (...ja, jeg burde nok bare tage min egen, hæ).

    SvarSlet
    Svar
    1. Arj! Hvor er det skønt at høre at jeg ikke er den eneste!:oD
      Haha, ja, jeg ville nok også råde dig til at tage din egen i stedet. De er jo sunde! Og lækre! (Især dernede sydpå hvor man vel kan få dem rigtig friske...?)

      Slet
    2. Ha ha, ja det tror jeg også han synes, det er ;)
      Åh ja, hele konceptet om frisk frugt har fået et løft efter vi er kommet herned! Priserne er samtidig lavere, så det er da okay ;)

      Slet